IMC Club Hvad er IMC?
Historien:
IMC blev stiftet som forening for 25 år siden. Foreningen var dengang et "barn" af et bilhus i Flensborg, der bl.a. solgte autocampere. Ophavsmanden til IMC var bilhusets ejer Klaus-Erik Ramm.
Mange danske kunder ønskede også dengang at blive ejer af en autocamper. En uopnåelig drøm for de fleste. En drøm de høje danske afgifter på køretøjer satte en effektiv stopper for. Derfor blev IMC stiftet med det formål at give danskere mulighed for at udleve drømmen om at opleve Europa fra en autocamper.
Det skulle hurtigt vise sig, at der var klangbund for ideen. I løbet af de første 5 år, rundede foreningens medlemstal de 500. Og det viste sig hurtigt, at det ikke kun var danskere, som var med på vognen. Det gjaldt i høj grad også borgere fra de øvrige nordiske lande, og især danskere med bopæl på Grønland.
Andre køretøjer
Allerede kort tid efter foreningens fødsel kom der medlemmer til med behov for at have en personbil under IMCs "vinger". Det var typisk medlemmer, som var udenlandsk danskere med bopæl rundt omkring i verdenen. Medlemmer, som havde brug for et køretøj, når de var "hjemme" fra opgaver andre steder på kloden. En del danske firmaer har også i tidens løb haft en flåde af køretøjer stående til medarbejdernes brug, så disse kunne komme standsmæssigt omkring i Europa. - Og så findes der også et mindretal af medlemmer, som har en speciel bil - fx en Ferrari - stående hos IMC, eller en Harley Davidson MC.
Dette mix af forskellige medlemmers interesser og behov har stedse været IMCs styrke. I en periode har andelen af medlemmer med personbiler været langt den største del af medlemsmassen. I andre perioder har andelen af medlemmer med autocampere været af en betydende størrelse. Der har altid været et tilpas stort antal medlemmer til at sikre IMCs daglige drift, og samtidigt sikre, at IMC har haft en økonomi, der har gjort det hele livsdueligt og livskraftigt.
IMC ledes af en generalforsamlingsvalgt bestyrelse
De tyske myndigheder har godkendt IMCs virksomhed, idet selve serviceselskabet, der tager sig af alt det praktiske og formelle med medlemmernes køretøjer, varetages af IMC Motorclub Service GmbH, mens foreningen IMC Internationaler Motorclub tager sig af det sociale sammenhold i foreningen: afholder den årlige generalforsamling, arrangerer en årlig autocamperrejse til forskellige steder i Europa osv.
IMC har rundet 25 år
25 år efter IMCs start er det stadig en levedygtig og i allerhøjste grad aktiv forening. Det årlige antal køretøjer, som IMC "holder" for medlemmerne ligger støt på mellem 400 og 500. Af IMCs ca. 450 medlemmer deltager knap 100 i de årlige generalforsamlinger, der kendes ved, at deltagerne udover dagens formelle del, altid får en oplevelse et eller andet sted i Sydslesvig, fordi foreningen også på denne måde ønsker at markere sin tilknytning til det danske mindretal syd for grænsen.